Ulykkerne regner ned over Venstre

Lars Løkkes udmeldelse af Venstre rammer partiformand Jakob Ellemann-Jensen på det værst tænkelige tidspunkt: Efter Inger Støjberg blev presset ud som næstformand, risikerer Venstre at blive splintret – og miste både folketingsmedlemmer og vælgere til både højre og venstre. Særligt hvis Lars Løkke gør alvor af planerne om at stifte et nyt parti, og Inger Støjberg rykker videre til Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti. Men hvad sker der nu? Kan Ellemann redde stumperne af et Venstre, der er splittet i atomer? Imens har statsminister Mette Frederiksen netop holdt en patosfyldt nytårstale, hvor hun hyldede sig selv på en sjældent effektfuld måde. Men er retorikken alligevel ved at blive for udspekuleret? Thomas Qvortrup stiller spørgsmålene. Politisk kommentator Lars Trier Mogensen har svarene. I dag med BT’s politiske redaktør Henrik Qvortrup som special guest.

3 thoughts on “Ulykkerne regner ned over Venstre

  1. Hvad er dette ‘svensk congo’ I hele tiden hentyder til og som står på jeres t-shirts?
    Det er muligt jeg spørger dumt, men hvad betyder det?

  2. Godt nytår til jer, og stor tak til Henrik Qvortrup for den væsentlige pointe om hvorfor nytårstalen føltes tynd. Der er ingen tvivl om, at det nok er bagtæppet med alle de ‘almindelige’ pressemøder i løbet af året, som gjorde, at det ikke føltes spor specielt at høre nytårstalen i år. Det var så absolut også min fornemmelse, at det var banaliteter der blev serveret. I øvrigt også en fejlinformation, for ideen om aktivering på fuld tid er egentlig allerede gennemført, også for etniske danskere. Hvor man tidligere oplevede 20-30 timer, så der stadig var plads til jobsøgningen, så blev der allerede i 2019 skærpet til fuld tid pga udlændinge-stramninger, så nogle ting ‘listes igennem’ som nyheder, selvom virkeligheden er en anden.
    Nogle vil mene, det kun er en detalje, men man ser flere steder, at man slet ikke udnytter de kompetencer folk har til den aktivering, der vælges. Man ‘nøjes’ med at bruge dygtige mennesker til skiltevask eller opsamling af affald, selvom det ville give langt mere mening fx at placere folk i funktioner, hvor de gjorde brug af kompetencerne, og rent faktisk fik noget, de kunne bruge på deres CV.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.